Plant gipsloft / nedhængt loft

Fremgangsmåden ligner sig selv i de fleste systemer. Detaljerne fastlægger producenten af det konkrete system, og dem skal håndværkeren følge. I Danmark bruger tømreren både stålprofiler og træforskalling. Her beskrives stålsystemet, som er mest udbredt ved nedhængte lofter.

1. Højden måles op. Med en laser afsættes en vandret linje på alle vægge, hvor det nye loft skal sidde. Samtidig findes det laveste punkt på det gamle loft, fordi det bestemmer, hvor meget rummet bliver lavere.
2. Randprofiler (UD). De skrues fast på væggene hele vejen rundt. Under profilen sættes som regel et tætningsbånd, der dæmper lyd og udligner små ujævnheder i væggen.
3. Nedhængere. De forankres i det gamle loft, enten som direkte bøjler ved lille nedhæng eller som justerbare nedhængere ved større afstand. Dyvler og skruer vælges efter underlaget. Beton kræver én type, hulsten en anden, og gamle træbjælker en tredje.
4. Bæreprofiler (CD). De føres ind i randprofilerne og fastgøres til nedhængerne. Afstanden mellem dem er efter producentens anvisning typisk omkring 40 til 50 cm. Her indstilles hele fladen så præcist som muligt, for det kan ikke rettes bagefter.
5. Installationer og isolering. Før pladerne kommer op, trækkes kabler, dåser til lamper og eventuelle rør. Skal der mineraluld ind for lydens eller varmens skyld, lægges den nu.
6. Dampspærre, kun hvis der er brug for den. Den giver mening under et uopvarmet loftrum eller direkte under taget, hvor fugtig luft fra boligen ellers kan kondensere i isoleringen. Mellem to opvarmede etager bruges den normalt ikke. Hvis den sættes op, tapes samlingerne lufttæt, og den sluttes tæt til væggene.
7. Gipsplader. De lægges på tværs af bæreprofilerne og skrues fast med gipsskruer. Skrueafstanden i loft er efter producentens anvisning omtrent 15 til 17 cm. Endesamlingerne forskydes, så der ikke opstår én lang gennemgående samling.
8. Spartling og slibning. Samlingerne armeres med fugebånd og spartles i flere lag, og det samme gælder skruehullerne. Når spartlen er tør, slibes fladen, grundes og males af en maler eller af tømreren selv.

Til et almindeligt plant loft bruges oftest en gipsplade på omkring 12,5 mm. Pladetypen vælges efter rummet:

• Standardplader til tørre rum som stue, soveværelse og gang
• Fugtbestandige plader til badeværelse, køkken og toilet, altid sammen med en ventilation, der virker
• Brandgips, ofte rød eller lyserød, hvor der stilles krav til brandmodstand, for eksempel under en trækonstruktion i tagetagen eller i et teknikrum
• Akustikplader med perforering, hvor du vil dæmpe rumklangen

Hold styr på forskellen mellem rumklang og støj fra naboen. Perforerede plader gør lyden i rummet behageligere, men mod trinlyd fra lejligheden ovenover hjælper fjedrende nedhængning, mineraluld og eventuelt to lag plader mere. Er støj den egentlige grund til det nye loft, så sig det til håndværkeren fra starten.

Et plant loft i et tomt, retvinklet rum med betondæk er den enkleste opgave. Tid og arbejde stiger derimod ved:

• Højt til loftet, så der skal bruges stillads i stedet for stige
• Gamle bjælkelag med lerindskud eller rørloft, hvor nedhængerne er sværere at forankre
• Mange udskæringer til spots, ventilationsriste eller inspektionslemme
• Isolering, dampspærre eller et ekstra lag plader
• Et møbleret rum, der skal ryddes og dækkes af
• Nedtagning af gamle lofter, plader eller løs puds før montagen
• Højere krav til overfladen, for eksempel ved skråt lys fra store vinduer eller blank maling

Det hjælper meget, hvis du på forhånd ved, hvor lamperne skal sidde, hvor ventilationen løber, og hvor meget loftet må sænkes. Ændringer efter pladerne er sat op, giver altid mere arbejde.

Et nedhængt loft er et godt sted til nye installationer, men elarbejdet må kun udføres af en autoriseret elinstallatør. Elinstallatøren bør være på pladsen, før pladerne kommer op, og du bør bede om dokumentation for installationen, når arbejdet er færdigt. Kablerne over loftet føres, så de ikke kan rammes af en skrue.

Hæng aldrig en tung lysekrone alene i gipspladen. Den skal forankres i det gamle loft eller i en forstærkning, der er lagt ind i konstruktionen på forhånd. Lette spots er fine, så længe der tages hensyn til varmen fra dem og pladsen over dem.

Skal der laves nye rør eller flyttes ventilation over loftet, er det VVS-installatørens opgave, og det skal også klares, inden der lukkes.

• For spinkel bærekonstruktion. Store afstande mellem nedhængere eller profiler giver med tiden nedbøjning og revner i samlingerne.
• Forkerte dyvler. En dyvel, der holder i beton, holder ikke nødvendigvis i hulsten eller i et gammelt træloft.
• Standardplader i vådrum. På et badeværelse uden fugtbestandige plader og uden udsugning er der risiko for skimmel og deformation.
• Manglende dilatationsfuge. Ved store flader og over bygningens dilatationsfuger skal der efter producentens anvisning laves en bevægelsesfuge, ellers kommer der revner.
• Glemte installationer. Huller, der skæres bagefter, svækker pladerne og ser sjuskede ud.
• Sjusket spartling. Samlinger uden fugebånd eller dårligt slebne samlinger kan ses efter malingen, især i skråt lys fra vinduet.
• Arbejde i et koldt eller fugtigt byggeri. Pladerne bør ligge lidt tid i rummet før montering, og der spartles typisk først ved temperaturer over ca. 10 °C, ikke lige efter vådt arbejde som puds eller gulvafretning.

Tag en lommelygte eller en lampe med, når du skal se arbejdet efter, og lys skråt hen over loftet. Så kan du se selv små ujævnheder. Tjek at:

• Loftet er plant og i samme højde hele vejen, uden synlig nedbøjning på midten
• Samlinger og skruehoveder ikke kan ses i skråt lys
• Overgangen til væggene er pæn og uden revner
• Udskæringer til lamper og riste sidder de aftalte steder og har lige kanter
• Der er brugt fugtbestandige plader i vådrum
• Der er inspektionslemme, hvor der skal være adgang til ventiler, rørsamlinger eller ventilation
• Elinstallatøren har afleveret dokumentation for de nye installationer
• Du har fået oplyst system og pladetype, så senere reparationer bliver nemmere