Komprimering af underlag med pladevibrator

Komprimeringen sker i flere omgange, og hver omgang bygger på den forrige. Det er ikke nok at køre en tur med maskinen hen over det færdige grus.

• Komprimering af bunden: Når muld, rødder og blød jord er fjernet, komprimeres selve bunden af udgravningen først. Er bunden blød eller leret, vil gruset ovenpå bevæge sig.
• Bærelaget lag for lag: Stabilgrus eller knust materiale fordeles i lag på typisk omkring 10 til 20 cm. En let pladevibrator klarer de tyndeste lag, en tungere maskine kan klare lidt tykkere lag. Hvert lag komprimeres for sig, før det næste kommer på.
• Overkørsler med overlap: Maskinen føres jævnt i baner, der overlapper hinanden lidt. Hvert lag får som regel omkring 3 til 6 overkørsler, gerne skiftevis på langs og på tværs.
• Kontrol af højder og jævnhed: Efter hvert lag tjekkes højde og fald med retholt og snor. Ved belægning op ad huset skal faldet gå væk fra bygningen, normalt omkring 1 til 2 %.

Én ting bliver ofte blandet sammen i ældre vejledninger: afretningslaget af fint grus eller stenmel lige under stenene komprimeres ikke, før stenene lægges. Det trækkes kun af i plan med en retholt. Pladevibratoren kommer først i brug igen, når belægningen ligger, og så med en gummimåtte under, så stenene sætter sig uden at blive skadet.

Stabilgrus komprimerer godt, fordi det indeholder en blanding af grove og fine korn. De grove korn bærer belastningen og leder vandet væk, de fine fylder hullerne mellem dem ud. Rundt sten fra strand eller grusgrav og materiale med kun én kornstørrelse har en tendens til at flytte sig under pladen i stedet for at blive komprimeret.

Hvor tykt underlaget skal være, afhænger af, hvad der skal køre eller gå på fladen:

• Sti og terrasse: Her er et tyndere bærelag normalt nok, ofte et sted mellem 15 og 25 cm
• Indkørsel og p-plads til personbil: Underlaget er tykkere, typisk omkring 30 til 50 cm, og lægges i flere lag, gerne med et groft materiale i bunden
• Tungere køretøjer: Her bør opbygningen fastlægges af en rådgiver eller en erfaren entreprenør

Hvorfor så mange lag? Ét tykt lag bliver kun fast i toppen og forbliver løst længere nede. Flere tynde lag giver en ensartet fasthed hele vejen ned. På tæt lerjord er det en god idé at tænke på afvanding, og nogle gange også på en fiberdug mellem jorden og gruset, så materialerne ikke blandes.

Hvor krævende opgaven er, og dermed om den bliver billigere eller dyrere, afhænger især af:

• Jordtypen: Sandet, drænende jord opfører sig meget bedre end våd ler
• Antal lag og tykkelse: Under en indkørsel er der flere gange så meget komprimering som under en sti
• Adgangsforhold: Smalle steder, trapper og områder tæt på mure og kantsten kræver en mindre maskine eller håndarbejde
• Fugt og vejr: Opblødt underlag skal have lov at tørre, for tørt materiale skal vandes let
• Skrånende terræn: På en skråning er pladen sværere at styre, og arbejdet går langsommere
• Ledninger i jorden: Ligger kabler eller rør tæt under overfladen, skal de findes og tages hensyn til først

• For tykt lag på én gang: Overfladen virker fast, men længere nede sætter materialet sig med tiden.
• For få overkørsler eller for hurtigt tempo: Fladen ser færdig ud, men enkelte steder forbliver bløde.
• Kanterne bliver glemt: Ved kantsten og mure er underlaget svagest, og her synker belægningen først.
• Forkert fugtighed: Tørt grus komprimeres ikke, og gennemvådt grus bliver til mudder.
• Forkert materiale: Runde sten, byggeaffald med urenheder eller jord med planterester.
• Ukomprimeret bund: Selv perfekt grus synker med tiden, hvis bunden under det er blød.

Til en sti eller en terrasse kan du sagtens klare opgaven selv med en pladevibrator fra en maskinudlejning. Ved en indkørsel eller på dårlig jord bør du overveje at få en fagmand til det. Før du graver, skal du finde ud af, hvor der ligger kabler og rør, for eksempel via Ledningsejerregistret (LER). Rammer du et gasrør under udgravningen, eller lugter du gas, så forlad stedet og ring til gasdistributørens vagttelefon eller 112.

1. Afsætte fladen, højderne og faldet med snor og pæle.
2. Fjerne muld, rødder og blød jord, indtil bunden er bæredygtig.
3. Komprimere bunden med nogle overkørsler og udskifte bløde steder med grus.
4. Sætte kantsten eller anden kantafslutning efter den valgte metode.
5. Fordele første lag stabilgrus i en tykkelse på omkring 10 til 20 cm, afhængigt af maskinens vægt.
6. Tjekke fugtigheden: En håndfuld materiale skal holde formen, når du klemmer den, men der må ikke løbe vand ud.
7. Køre fladen igennem i overlappende baner, begynde ved kanterne og arbejde ind mod midten.
8. Gentage overkørslerne på tværs, indtil pladen ikke længere efterlader synlige spor.
9. Kontrollere højde og jævnhed med retholt, fylde ujævnheder op og komprimere igen.
10. Lægge og komprimere de næste lag på samme måde, indtil underkanten af afretningslaget er nået.

Brug kraftigt fodtøj, handsker og høreværn under arbejdet. Brug ikke en maskine med forbrændingsmotor i lukkede rum. På en skråning føres pladen op og ned ad skråningen, aldrig på tværs. Vær forsigtig tæt på ældre mure og kældre, for kraftige vibrationer kan skade svage konstruktioner.

Gå denne liste igennem med den, der udfører arbejdet, før afretningslaget og belægningen kommer på:

• Bunden blev komprimeret, før gruset blev lagt ud
• Gruset blev lagt i lag, og hvert lag blev komprimeret for sig
• Der kommer ingen spor, når du går på fladen med tunge sko, eller når pladen kører hen over den
• Der er ingen bløde eller sunkne steder ved kanter og kantsten
• En retholt lagt på overfladen viser ingen tydelige huller eller buler
• Faldet går væk fra huset, og vandet har ingen steder at samle sig
• Underlaget har den tykkelse, der blev aftalt ud fra belastningen
• Ved indkørsler og større flader er der efter aftale lavet en bæreevneprøve, for eksempel med pladebelastningsforsøg