Montering af afvandingsrende i beton

Arbejdet begynder med at afsætte linjen og højderne. Håndværkeren spænder en snor op eller bruger en laser, så det er klart, hvor ristens overkant skal ligge, og hvilken vej vandet skal løbe. Først derefter graves der.

Udgravningen skal være bredere og dybere end selve renden, fordi der skal beton rundt om den. Bunden komprimeres, og afhængigt af jorden og belastningen lægges et lag stabilgrus eller skærver, som også komprimeres. Ovenpå kommer et lag beton, som renderne sættes ned i ét stykke ad gangen.

Renderne lægges fra det laveste punkt, altså fra udløbet eller brønden, og op mod vandets strømretning. Hvert element rettes ind efter snoren, samlingerne klikkes sammen, og i den øverste ende sættes en endebund på. Derefter støbes renden fast i begge sider. Ved plastrender bliver ristene liggende i renden under støbningen, ellers kan trykket fra betonen bøje siderne indad.

Til sidst forbindes renden med afløbet, og belægningen omkring gøres færdig, for eksempel med belægningssten eller beton. Betonen skal have hærdet ordentligt, før en bil må køre over renden. Afhængigt af vejret og betonblandingen tager det som regel nogle dage.

Det afgørende spørgsmål er, hvad der skal gå eller køre hen over renden. Render og riste inddeles i belastningsklasser efter DS/EN 1433. Til gangarealer og terrasser er den laveste klasse (A15) normalt nok, til indkørsel med personbil vælges typisk en klasse beregnet til indkørsler og parkering (B125), og ved tungere køretøjer en højere klasse. Klassen står i producentens materiale.

• Plastrender er lette, nemme at skære til og passer til terrasse, flisegang og indkørsel med personbil, hvis producenten angiver det for den pågældende klasse
• Polymerbeton- og betonrender er tungere og stivere, tåler belastning bedre og bruges ved indkørsler, parkeringspladser og gårdspladser med kørsel
• Galvaniserede stålriste er almindelige ved gangarealer og terrasser
• Støbejernsriste vælges, hvor der kører biler, fordi de er kraftige og kan låses godt fast

Den enkle regel er: Både rende og rist skal mindst have den belastningsklasse, som fladen bliver udsat for. En kraftig rist på en svag rende løser ikke problemet.

Vandet i renden skal have et sted at løbe hen. Nogle render har faldet indbygget i bunden, andre lægges vandret, og vandet løber af, fordi renden er dyb nok og har et udløb. Hvis faldet laves ved at lægge renden skråt, vælger man i praksis som regel omkring 0,5 til 1 % efter producentens anvisning, altså cirka 5 til 10 mm pr. meter. På en fem meter lang rende med 1 % fald er højdeforskellen derfor omkring fem centimeter.

Selve fladen er lige så vigtig. Fliserne eller betonen skal have fald ind mod renden, ellers løber vandet bare forbi den.

Afløbet løses efter grundens muligheder:

• Tilslutning til regnvandsledningen eller en fælles kloakledning
• Udløb til en faskine eller nedsivningskassetter, hvis jorden kan tage vandet
• Udløb til en regnvandstank

Mange steder i Danmark arbejder man med at holde regnvandet på egen grund, så en faskine er ofte et godt valg. På lerjord, som er udbredt i store dele af landet, siver vandet dog langsomt, og så skal faskinen være større, eller der skal findes en anden løsning. Arbejde på kloakledninger må kun udføres af en autoriseret kloakmester.

Den nemmeste situation er en ny flade, hvor renden sættes, før belægningen lægges, og hvor brønd eller faskine ligger lige ved siden af. Så går arbejdet hurtigt og er let at overskue.

Mere arbejde kræver det, når der er:

• Montering i en færdig flade, hvor fliser eller beton skal skæres og brydes op og derefter lægges igen
• En lang strækning med flere hjørner eller afgreninger, eller et udløb langt fra renden
• En højere belastningsklasse, som kræver mere beton omkring renden og tungere elementer
• Dårlig jord, for eksempel blød ler eller opfyldt jord, som skal udskiftes eller forstærkes
• Kabler og rør i jorden, trange adgangsforhold eller håndgravning uden maskiner

I praksis ser man ofte, at renden er sat for højt. Risten stikker så op over belægningen, vandet stopper foran den, og bilhjulene slår den i stykker. Ristens overkant skal som regel ligge et par millimeter under den omgivende belægning. Producenterne angiver typisk omkring 3 til 5 mm.

• For lidt beton i siderne: renden flytter sig med tiden, og belægningen omkring skrider
• Støbning uden riste i plastrender: siderne bøjer, og risten passer ikke bagefter
• Ukomprimeret underlag: renden sætter sig, og der opstår en lavning med stillestående vand
• Manglende dilatationsfuge ved store betonflader: betonen revner ved renden
• Glemt endebund eller utæt udløb: vandet løber ind under renden og vasker underlaget væk
• Fald væk fra renden: renden er tør, og vandet løber mod huset

En kort plastrende ved terrassen eller flisegangen kan du sagtens lægge selv, hvis du har vaterpas, snor og lidt tålmodighed. Ved indkørsler med biltrafik er det klogere at få en fagmand til det, og skal vandet i kloakken, kræver det en autoriseret kloakmester.

1. Finde ud af, hvor vandet skal hen, og forberede udløb, brønd eller faskine.
2. Afsætte linjen og spænde en snor i højde med ristens kommende overkant.
3. Grave en rende, der er bredere og dybere end afvandingsrenden, efter producentens vejledning.
4. Komprimere bunden, fylde stabilgrus på og komprimere igen.
5. Fordele et lag jordfugtig beton.
6. Lægge det første element ved udløbet og arbejde op mod vandets strømretning.
7. Rette hvert element ind efter snoren og kontrollere med vaterpas.
8. Sætte endebunden på og tætne samlingen til udløbet.
9. Lægge ristene i og støbe renden fast i begge sider.
10. Lade betonen hærde og først derefter lægge belægningen omkring renden.
11. Hælde en spand vand i renden og se, om det hele løber væk.

• Risten ligger i hele længden lidt under den omgivende belægning og stikker ikke op nogen steder
• Renden ligger i én linje uden trin ved samlingerne
• Ristene sidder fast, klaprer ikke og er låst ved indkørslen
• Der står ikke vand tilbage i renden, når du har hældt vand i
• Vandet løber til udløbet og siver ikke ud under renden
• Betonen i siderne er hel uden revner og hulrum
• Fladen omkring har fald ind mod renden
• Rendens og ristens belastningsklasse passer til det, der kører på fladen
• Renden er let at komme til for rensning, og ristene kan tages op