Montering af nedløbsrør

Fremgangsmåden er stort set den samme for systemer i metal og plast. Forskellen ligger mest i, hvordan delene samles. Blikkenslageren arbejder normalt oppefra og ned:

1. Bestem rørets placering, og afmærk en lodret linje fra tagrendens afløb til terræn med lod eller laser, så røret går fri af vinduer, lamper og installationer.
2. Kontrollér tagrendens fald mod afløbet, typisk omkring 3 til 5 mm pr. meter, og placer tagrendens tud i det laveste punkt, så den ikke hviler på kanten af et rendejern.
3. Før røret ind under tagudhænget med to bøjninger, en såkaldt svanehals, og skær mellemstykket til i præcis længde, først når delene er prøvesamlet uden fastgørelse.
4. Skru rørholderne fast i bærende murværk eller beton, normalt med højst cirka 2 meter imellem, og lidt tættere ved plastrør.
5. Saml rørene, så det øverste rør altid går ned i muffen på det nederste, og efterlad ved plast den udvidelsesafstand, producenten angiver.
6. Sæt et rensestykke cirka en meter over terræn, og under det et udløbsbøjning eller tilslutningen til et rør under jorden.
7. Hæld vand i tagrenden, og tjek, at alle samlinger er tætte.

Rørholderen skal sidde lige under muffen, ikke midt på røret. Den spændes fast, men ikke helt i bund, fordi røret skal kunne bevæge sig lidt, når temperaturen skifter. Et rør, der er spændt helt fast, revner ofte netop i samlingen, når der er frost.

Rørets dimension vælges ikke efter, hvad naboen har, men efter hvor stort et tagareal, set fra oven, røret skal aflede vand fra. Producenterne leverer tagrender og nedløbsrør i faste kombinationer af størrelser, og dem er det klogt at holde sig til. Et smalt rør under en bred tagrende bliver en flaskehals ved kraftig regn, og så løber vandet over kanten af renden. Er tagfladen stor, er et ekstra nedløbsrør et andet sted ofte en bedre løsning end et stadig tykkere rør. Ved flade tage og tage med mange flader og kviste bør en rådgiver beregne systemet ud fra DS/EN 12056-3.

• Galvaniseret stål: en enkel metalløsning, hvor zinklaget skal beskyttes mod ridser
• Lakeret stål: et udbredt kompromis mellem holdbarhed og udseende, fås i mange farver
• Plast: let og ruster ikke, men udvider sig mere ved varme og bliver mere skør i frost, passer bedst til lavere bygninger, garager og carporte
• Zink, aluminium og kobber: materialer med meget lang levetid, som kræver en erfaren blikkenslager

Det runde rør er standard, og vandet løber med mindst modstand i det. Firkantede rør vælges mest for udseendets skyld på moderne huse. Ved samme størrelse kan de tage lidt mindre vand, og der er ofte færre tilbehørsdele at vælge imellem.

Røret skal ende et sted, og det er her, de fleste problemer opstår. Vand, der løber ud lige ved husets fod, gennemvæder år efter år jorden ved fundamentet og skader sokkel og fugtspærre.

Frit udløb på terræn fungerer, hvis terrænet falder væk fra huset, der ligger fliser eller en belægning under udløbet, og vandet kommer mindst omkring en meter væk fra fundamentet. Led ikke vandet ind på naboens grund eller ud på fortovet, hvor det fryser til is om vinteren.

Tilslutning til kloak er en sikker løsning, men mellem nedløbsrøret og røret i jorden hører en brønd med sandfang. Den fanger blade og mos, før de stopper ledningen til.

Nedsivning på grunden i en faskine er en udbredt løsning i Danmark, især hvor man vil aflaste kloakken. Faskinen skal dimensioneres efter, hvor godt jorden lader vand sive igennem, og placeres i god afstand fra fundamenter og fra en eventuel brønd. Regnvand hører ikke hjemme i en septiktank eller et minirenseanlæg, og det må aldrig ledes ned i en brønd med drikkevand.

Det enkleste tilfælde er et hus i ét plan, hvor der kan arbejdes fra en stige, et rundt rør i et almindeligt materiale og frit udløb på terræn. Arbejdet bliver derimod længere og mere besværligt ved:

• Højere huse, hvor der skal stillads eller lift til
• Efterisoleret facade, hvor rørholderne skal monteres gennem isoleringen og ind i bærende mur med forlængede beslag
• Nedtagning og bortskaffelse af det gamle rør
• Kobber, zink eller aluminium, som kræver mere præcis bearbejdning
• Skjulte nedløb i facaden eller gennem brystning på flade tage, hvor hver detalje er mere følsom over for utætheder
• Tilslutning til rør under jorden med brønd og sandfang

Skal facaden efterisoleres, kan det betale sig at forberede fastgørelsespunkterne, mens arbejdet står på, og tage billeder af, hvor de sidder. At lede efter bærende mur bagefter gennem et tykt lag isolering tager lang tid og skader den færdige facade.

De fleste skader skyldes ikke dårligt materiale, men en overset detalje. I praksis ser man ofte disse fejl:

• Omvendt overlap, hvor det nederste rør sidder inde i det øverste, så vandet ved hver regnbyge løber ud i samlingen og ned ad facaden
• Rørholdere, der kun sidder i puds eller isolering og rives ud af vægten fra sne og is, ofte sammen med et stykke af facaden
• For stor afstand mellem rørholderne, så metalrør bøjer og plastrør bliver skæve
• Intet eller omvendt fald på tagrenden, så vandet står stille, snavs bundfælder sig, og renden fryser til om vinteren
• Manglende rensestykke, så hele røret skal skilles ad første gang, det stopper til
• Udløb ved soklen uden fald væk fra huset og uden belægning

Hvis et eksisterende rør bliver ved med at løbe over, ligger årsagen ofte et andet sted, end man tror. Typisk er røret for lille, eller tagrenden har forkert fald.

Når arbejdet afleveres, så bed om at få simuleret regn med en spand eller en haveslange, og gå disse punkter igennem:

• Vandet står ikke stille nogen steder i tagrenden og løber jævnt mod afløbet
• Der sidder et løvfang ved tagrendens afløb
• Ingen samlinger drypper, især ved bøjningerne under tagudhænget
• De øverste rør sidder nede i muffen på de nederste
• Rørholderne sidder i bærende mur, lige under muffen, og røret kan bevæge sig en smule i dem
• Røret er lodret og rører ikke lamper eller installationer
• Rensestykket er monteret, og lemmen kan åbnes
• Vandet løber langt nok væk fra fundamentet eller ned i brønden med sandfang