Pudsning af vægge (grovpuds)

Om pudsen bliver god, afgøres allerede før den første skefuld mørtel. En typisk arbejdsgang ser sådan ud:

1. Forbered underlaget: Væggen skal være fast og ren, uden støv, fedt og løse stykker. På gamle vægge bankes alt det af, der sidder dårligt, og større huller fyldes ud på forhånd.
2. Forslag eller grunder: På glat beton kastes et tyndt cementforslag op, som giver en ru overflade, pudsen kan hæfte på. Meget sugende underlag, for eksempel porebeton, får en grunder eller et forslag efter pudsproducentens anvisning. Så suger væggen ikke vandet ud af mørtlen for hurtigt.
3. Sæt pudsskinner op: Pudsskinner eller pudsmærker bestemmer, hvor plan og hvor tyk pudsen bliver. Hjørneskinner på udvendige hjørner giver lige og stærke kanter.
4. Bland mørtlen: Færdigblandet tørmørtel i sække blandes med vand præcis efter anvisningen. Blandes mørtlen selv af cement, kalk og sand, vælges forholdet efter formålet: Mere cement giver mere styrke, men en tættere puds.
5. Påfør pudsen: Mørtlen kastes op med murske eller sprøjtes på med pudsemaskine. Et lag er normalt omkring 10 til 20 mm. Skal det være tykkere, pudses der i to omgange, og andet lag kommer først på, når det første er trukket an.
6. Træk af og ret ud: Med en rettestok ført langs skinnerne trækkes overskydende mørtel af, og huller fyldes op. Når pudsen er trukket an, gnides den med pudsebræt eller filt, alt efter om den skal stå ru eller have et lag mere.
7. Efterbehandling og tørring: Pudsen skal tørre naturligt, uden direkte sol, frost og kraftig træk. I varmt vejr vandes den let efter behov. Tørringen må ikke skyndes på med varme eller byggetørrere, for så revner pudsen.

Pudsning i hånden passer til mindre flader, reparationer og vægge med mange lysninger og nicher, eller hvor en maskine er svær at stille op. Det går langsommere, men mureren har fuld kontrol med hvert sted.

Maskinpudsning kan betale sig ved hele huse og store sammenhængende flader. Mørtlen får en mere ensartet konsistens, og arbejdet går markant hurtigere. Til gengæld kræver det vand og strøm, plads til maskinen og grundig afdækning af vinduer, døre og gulve.

Underlaget og stedet afgør, hvilken mørtel der skal bruges:

• Boligrum indendørs: Klassisk kalkcementmørtel som grundpuds, senere filtset, pudset færdig eller spartlet
• Porebeton og letklinkerblokke: Lette pudsmørtler beregnet til netop disse materialer, så pudsen ikke bliver hårdere end murværket
• Fugtige kældre og gammelt murværk: Saneringspudssystemer. Almindelig puds på en fugtig væg falder hurtigt af
• Udvendigt og på sokkel: Puds, der kan tåle vejr og vandsprøjt, efter facadeproducentens system. I ældre huse med kalkmørtel er en kalkrig puds ofte det rigtige valg

To vægge med samme areal kan være vidt forskellige at pudse, og det påvirker også prisen. Arbejdet bliver lettere med:

• Plant murværk af præcise blokke, hvor et tyndere lag er nok
• Store sammenhængende vægge uden mange vinduer og hjørner
• Fri adgang og vand og strøm klar på stedet

Arbejdet tager til gengæld længere tid ved:

• Gammelt, skævt eller fugtigt murværk, der skal rettes ud med et tykt lag
• Nedbankning af gammel puds og reparation af underlaget
• Mange lysninger, hjørner og riller efter elinstallationer
• Højt til loftet eller trappeopgange, hvor der skal stillads op
• Arbejde i en beboet bolig, hvor alt skal dækkes af og ryddes op hver dag

• Puds på et støvet eller knastørt underlag: Pudsen hæfter ikke og lyder hul eller falder af efter et stykke tid.
• Intet forslag på beton: Glat beton har intet, mørtlen kan gribe fat i.
• For tykt lag på én gang: Pudsen glider og revner, når den tørrer.
• Pudsning i frost eller direkte sol: Under cirka 5 °C hærder mørtlen ikke ordentligt, og i varme tørrer den for hurtigt.
• Filtsning eller maling for tidligt: I praksis sker det tit, at næste lag kommer på en fugtig puds, og efter nogle uger dukker der pletter eller revner op. Som tommelfingerregel regnes der med omkring en dags tørring pr. millimeter tykkelse, men producentens angivelse gælder.
• Manglende armering, hvor materialer mødes: For eksempel tegl op ad en betonbjælke. Uden et armeringsnet i pudsen kommer der næsten altid en revne.

En mindre flade i et teknikrum kan du godt klare selv, hvis du har lidt tålmodighed. Til en hel beboelsesetage eller en facade er det klogere at hente en murer. Arbejde i højden og på stillads skal du overlade til fagfolk.

1. Bank løse dele af, og fej støvet af væggen.
2. Kast cementforslag op på beton, og giv sugende murværk grunder efter anvisningen.
3. Sæt pudsskinner op i lod og plan med vaterpas, og lad dem sætte sig.
4. Bland tørmørtel med vand præcis efter anvisningen på sækken, og kun så meget, som du kan nå at bruge inden for mørtlens brugstid.
5. Kast mørtlen op med murske nedefra og op, i små felter ad gangen.
6. Træk overskuddet af med rettestokken langs skinnerne, og fyld tomme steder op.
7. Gnid overfladen med pudsebræt, når pudsen er trukket an.
8. Beskyt pudsen mod træk og frost, og lad den tørre helt.

• En lang rettestok lagt mod væggen viser ingen tydelige fordybninger eller buler, og den tilladte afvigelse fremgår af aftalen eller af gældende DS/EN-standarder
• Hjørner og kanter i lysninger er lige og i lod
• Pudsen lyder ingen steder hul, når du banker let på den, for det betyder, at den slipper underlaget
• Overfladen har ingen revner, smuldrende steder eller skjolder fra ujævn tørring
• Pudsen er pænt og rent trukket op omkring dåser, rør og dørkarme
• Vinduer, gulve og installationer er gjort rene for mørtel efter arbejdet