Venetiansk puds (poleret spartel)

Det er langsomt håndarbejde. Hvert lag er meget tyndt, og resultatet afhænger mest af timingen. Maleren arbejder typisk i denne rækkefølge:

Klargøring af underfladen

Væggen skal være plan, fast, tør og ren. Huller og revner spartles, og gammel maling, der sidder løst, fjernes. Derefter grundes væggen med en passende grunder, så den suger ens over hele fladen. En blank overflade fremhæver hver eneste ujævnhed, og derfor tager denne del ofte længere tid end selve pudsen.

Første lag

Det første lag trækkes tyndt ud med et glittebræt i rustfrit stål og udjævner små ujævnheder. Laget skal tørre, som producenten anviser, oftest et par timer. Tykke steder slibes let ned.

Lag med mønster

Andet og de følgende lag lægges på med korte strøg i forskellige retninger. Det er sådan, det typiske marmormønster opstår. Normalt lægges to til fire tynde lag. Det sidste lag presser og glatter maleren i præcis det rigtige øjeblik, når det ikke længere er vådt, men endnu ikke helt hårdt. Det er her, glansen begynder at komme frem.

Voksning og polering

Når pudsen er tør, påføres et tyndt lag voks. Det poleres op med en klud eller med glittebrættet. Voksen fremhæver farven, giver mere glans og beskytter overfladen mod vand og snavs.

• Kalkbaseret venetiansk puds er den klassiske variant med marmormel. Den er diffusionsåben og har en høj pH-værdi, så skimmel har svært ved at få fat. Den passer bedst til opholdsrum
• Spartel på basis af kunstharpiks er lettere at arbejde med og tåler ofte slid bedre. Til gengæld "ånder" den som regel mindre
• Voks fås både som naturvoks og syntetisk voks, nogle med perlemors- eller metaleffekt. Et tykt lag voks gør væggen mindre diffusionsåben, så den skal lægges tyndt
• Farven kan være hvid, færdigfarvet eller blandet efter en prøve. Lyse og mellemtoner tilgiver små fejl, mens mørke og metalliske toner afslører hvert eneste strøg

Til værktøj skal der bruges glittebrætter i rustfrit stål, mindre spartler til hjørner, fint sandpapir og rene klude. Glittebrættet må ikke have ridser, for de bliver overført direkte til væggen.

Hvor krævende opgaven er, og dermed hvad den koster, afhænger især af:

• Væggens stand, fordi en skæv eller beskadiget væg kræver mere spartling og slibning
• Antallet af lag og hvor blank væggen skal være
• Særlige effekter som perlemor, metalpigmenter eller flere farver på samme flade
• Mange hjørner, lysninger, stikkontakter og afbrydere, som der skal arbejdes langsomt omkring
• Loftshøjden og adgangen, for eksempel over en trappe eller bag fast inventar
• Om rummet er tømt, og om andre håndværkere arbejder der samtidig, fordi støv på et frisk lag giver problemer

Venetiansk puds passer godt i stuen, soveværelset, entréen, gangen og på kontoret. Når den er vokset, kan den også bruges i køkkenet, dog ikke lige over bordpladen, og på badeværelset, hvis den ikke rammes direkte af vand. I praksis sker det ofte, at nogen ønsker den i bruseområdet i stedet for fliser og bagefter bliver overrasket over, at overfladen ændrer sig, når den konstant er våd. Til den slags zoner findes der andre systemer, for eksempel særlige vandfaste spartelmasser, som lægges sammen med en godkendt vådrumsmembran. Spørg maleren eller flisemureren om dem, før du beslutter dig.

• Dårligt forberedt underflade, så pudsen skaller af på støvede eller fedtede steder, og ujævnheder træder tydeligt frem efter poleringen
• For tykke lag, som tørrer langsomt og kan revne
• Ujævne strøg, som giver skjolder, striber og pletter
• Polering på det forkerte tidspunkt: på et vådt lag river pudsen op, og på et tørt lag kommer glansen ikke frem
• Voks, der er lagt for tykt eller ujævnt på, så væggen ser plettet og kunstig ud
• Arbejde i træk eller i direkte sol, så pudsen tørrer for hurtigt og ikke kan poleres

Fejl, der forsvinder ved almindelig maling, ses her med det samme. Ofte kan de kun rettes ved at fjerne hele det øverste lag.

Poleret spartel er ikke farligt arbejde, men det kræver øvelse. Hvis du vil prøve selv, så start på en plade eller en lille væg, som ikke er rummets blikfang. Følg det tekniske datablad for den konkrete puds.

1. Tøm rummet, afdæk gulvet og tape af rundt om fladen.
2. Tjek væggens planhed med en lang retskede, og spartel og slib ujævnheder.
3. Støv fladen af, og påfør den grunder, som producenten af pudsen anbefaler.
4. Træk et tyndt første lag ud, og lad det tørre.
5. Læg flere tynde lag på med korte, krydsende strøg, hver gang først når det forrige lag er tørt.
6. Pres og glat det sidste lag med et rent glittebræt, når det ikke længere er vådt, men endnu ikke hårdt.
7. Påfør et tyndt lag voks, når alt er helt tørt, og polér det op med en klud.
8. Vask og tør glittebrætterne med det samme, så der ikke sidder rester tilbage.

Hvis din prøve ikke bliver, som du havde forestillet dig, er det helt normalt. Til en væg, der skal se rigtig flot ud, er det en god idé at bruge en erfaren maler.

• Se på væggen mod lyset fra vinduet og i skråt lys fra en lampe, og tjek, at der ikke er bølger eller tydelige ujævnheder
• Mønsteret skal virke ensartet over hele fladen uden skarpe overgange mellem områderne
• Glansen skal være ens, uden matte øer og striber af voks
• Overfladen må ikke have revner, små bobler eller steder, der skaller af
• Hjørner, kanter og området omkring stikkontakter skal være pænt afsluttet
• Bed om navnet på den puds og voks, der er brugt, og om en vejledning i vedligeholdelse